Shhhhhh...! Hør stilheden

En komité i FN-organisationen Unesco har føjet Stevns Klint til den prestigefyldte liste over verdens naturarv.

Listen tæller allerede legendariske steder som Grand Canyon i USA og Galapagosøerne, men hidtil har Danmark kun været repræsenteret med naturområder via den grønlandske isfjord Ilulissat.

Til gengæld er Danmark repræsenteret på listen over unik verdenskulturarv med Roskilde Domkirke, Jellingstenene og Kronborg.

Miljøminister Kirsten Brosbøll (S) glæder sig over, at den danske del af Vadehavet nu har fået det eftertragtede kvalitetsstempel fra Unesco.

- Kvalitetsstemplet som verdensarv kan gøre Vadehavet til en grøn turistmagnet for hele verden, og sammen med Tyskland og Holland kan vi nu markedsføre Vadehavet som en helt unik naturoplevelse verden over, siger hun i en pressemeddelelse.

Når det gælder Stevns Klint, så siger kulturminister Marianne Jelved (R) i en pressemeddelelse, at hun er "stolt over, at Unescos verdensarvskomite har anerkendt Stevns Klints helt unikke værdi."

- Og ikke mindst over, at Danmark dermed endnu en gang har bidraget til den fælles verdensarv og på den måde er med til at binde bånd på tværs af landegrænserne, siger hun.

Den hvide Stevns Klint er unik, fordi der på stedet er spor efter det 66 millioner år gamle gigantiske meteornedslag, som udryddede dinosaurerne.

I dag besøger anslået 100.000 mennesker årligt Stevns Klint. Tidligere vurderinger fra Unesco lyder på, at optagelse på verdensarvslisterne typisk betyder en turistmæssig fremgang på 30 til 60 procent.


Stevns Klint er en 12 km lang stejl kystklint, der strækker sig fra Bøgeskov Havn i nord til Rødvig Havn i syd. Klinten er op til 40 meter høj og opbygget af 65 millioner år gamle lag af hvidgrå kalk, hvidt skrivekridt og flint.
I den lille vig nord for Højerup kirke kan man nøje studere klintens opbygning.
Klinten har i tidens løb været genstand for råstofudnyttelse. Helt ude ved kysten lå to kalkbrud. Der er gode muligheder for at finde forsteninger på stranden.

Kilde: Naturstyrelsen